Efter at have tilbragt 4 timer i tog til Kastrup Lufthavn og 1½ time i flyet til Frankfurt, kunne vi se frem til yderligere 4 timers ventetid i Frankfurt Lufthavn. Normalt elsker jeg lufthavne; der er så mange forskellige mennesker, og så er der jo tax-free chokolade - men Frankfurt er og bliver en undtagelse. Uden at lyde som en halvvissen, småborgerlig førtidspensionist, vil jeg vove at kalde den lufthavn virkelig kedelig, eller som Sofie (min søster) udtrykte det: "Frankfurt Lufthavn sutter jo for vildt!"
Efter en halv pose Maltesers og et par afsnit af 'Sex and the City' så tingene dog lysere ud, og vi begyndte vores 8 timers lange rejse fra Frankfurt til Mombasa - the final destination!
Det er utroligt, at man kan komme fra én kultur til en fuldstændig anden på kun 8 timer. 8 timer kan lyde af en del, når man er lukket inde i et fly, men så alligevel... Man stiger på flyet i et land, hvis kultur er afmålt, kontrolleret og halvhysterisk, og stiger ud af flyet - med ankler, der kunne forveksles med træstammer grundet den lange tur - og møder en helt anden kultur, som ganske vist er fattig rent materielt, men rig på stolthed og glæde.
Vores far tog imod os i lufthavnen og på vores vej til hans lejlighed, fik jeg øje på et skilt: "MOMBASA GOT TALENT", hvilket højst sandsynligt skulle betyde "Mombasa har talent", idet det var et liveshow i Mombasa baseret på det britiske program: "Britain's Got Talent". Okay, ved et hurtigt blik kan vi godt blive enige om, at det i hvert fald ikke er inden for den engelske grammatik, Mombasas indbyggere kan prale af deres talenter, og umiddelbart kan skiltet virke ret morsomt. Men efter at have tilbragt en enkelt dag med disse mennesker, tænker jeg dog over skiltets eksklamation en ekstra gang.
I gadebilledet ser man konstant små børn hjælpe og kigge efter deres endnu yngre søskende, og forældre slide og slæbe for at få de nødvendige penge til majsmel og olie, som familien forsørges af. Det er, hvad vi vil kalde et hårdt liv - og der er ingen alternativer. Alligevel er der ingen sure miner og ingen misundelse overhovedet, selvom de ved, at turisterne/musungu'erne i Kenya (musungu betyder 'hvid mand' på swahili) har mange flere penge, end de fleste kenyanere nogensinde vil få.
Det sumrer tværtimod af store tandpastasmil og begejstring over for den nære familie såvel som over for fremmede og musungu'er. Der vinkes, der smiles, der danses - der er glæde.
Jeg siger ikke, at de fattige kenyanere er tilfredse med deres situation, men jeg prøver at komme frem til, at den engelske grammatik måske er knap så vigtig, og måske er talent ikke nødvendigvis målt i ens sangstemme, evner inden for fodbold eller karakterer i skolen. Måske er talenter derimod noget helt andet; at kunne se det lyse i en ellers sort tilværelse og at kunne stå sammen - det er virkelige talenter. Det er dét, der tæller. Så ja, Mombasa's got talent!
Efter en halv pose Maltesers og et par afsnit af 'Sex and the City' så tingene dog lysere ud, og vi begyndte vores 8 timers lange rejse fra Frankfurt til Mombasa - the final destination!
Det er utroligt, at man kan komme fra én kultur til en fuldstændig anden på kun 8 timer. 8 timer kan lyde af en del, når man er lukket inde i et fly, men så alligevel... Man stiger på flyet i et land, hvis kultur er afmålt, kontrolleret og halvhysterisk, og stiger ud af flyet - med ankler, der kunne forveksles med træstammer grundet den lange tur - og møder en helt anden kultur, som ganske vist er fattig rent materielt, men rig på stolthed og glæde.
Vores far tog imod os i lufthavnen og på vores vej til hans lejlighed, fik jeg øje på et skilt: "MOMBASA GOT TALENT", hvilket højst sandsynligt skulle betyde "Mombasa har talent", idet det var et liveshow i Mombasa baseret på det britiske program: "Britain's Got Talent". Okay, ved et hurtigt blik kan vi godt blive enige om, at det i hvert fald ikke er inden for den engelske grammatik, Mombasas indbyggere kan prale af deres talenter, og umiddelbart kan skiltet virke ret morsomt. Men efter at have tilbragt en enkelt dag med disse mennesker, tænker jeg dog over skiltets eksklamation en ekstra gang.
I gadebilledet ser man konstant små børn hjælpe og kigge efter deres endnu yngre søskende, og forældre slide og slæbe for at få de nødvendige penge til majsmel og olie, som familien forsørges af. Det er, hvad vi vil kalde et hårdt liv - og der er ingen alternativer. Alligevel er der ingen sure miner og ingen misundelse overhovedet, selvom de ved, at turisterne/musungu'erne i Kenya (musungu betyder 'hvid mand' på swahili) har mange flere penge, end de fleste kenyanere nogensinde vil få.
Det sumrer tværtimod af store tandpastasmil og begejstring over for den nære familie såvel som over for fremmede og musungu'er. Der vinkes, der smiles, der danses - der er glæde.
Jeg siger ikke, at de fattige kenyanere er tilfredse med deres situation, men jeg prøver at komme frem til, at den engelske grammatik måske er knap så vigtig, og måske er talent ikke nødvendigvis målt i ens sangstemme, evner inden for fodbold eller karakterer i skolen. Måske er talenter derimod noget helt andet; at kunne se det lyse i en ellers sort tilværelse og at kunne stå sammen - det er virkelige talenter. Det er dét, der tæller. Så ja, Mombasa's got talent!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar