Miasenyi Primary School

Nu sidder jeg igen i Danmark. De sidste dage i Mombasa var ret hektiske, og der var lige pludseligt tusinder af ting, der skulle ordnes.
Dog tænker jeg hele tiden tilbage på den bedste oplevelse; besøget til "Miasenyi Primary School" i Voi.
Sofie og jeg havde hele tiden gerne villet se en "rigtig" landsbyskole; og ikke en af skolerne i Mombasa. Så da vi var ude at køre i nærheden af Voi, svingede James pludselig ind.
Vi kørte ad en jordvej op til skolen, og man havde på fornemmelsen, at det var lang tid siden, at nogen bil havde kørt her. Vi fik ret. Så snart vi kørte ind på skolens grund, stimledede eleverne sig sammen i alle døråbninger og vindueskarme (hvilket egentligt bare var åbninger i muren, for der var ingen vinduer eller vindueskarme i) for at se, hvem de besøgende var.
En lærer kom straks hen til os og bød os hjerteligt velkommen. Vi blev ført til skolens kontor, hvor vi snakkede med skolelederen, Phanuel Mwalwala - en utrolig flink mand.
Vi fik lov til at se skolens yngste klasse, class 1, og skolens ældste, class 8.
De små var meget generte, og hvor nogle af dem var lidt utrygge ved hele situationen, vinkede andre. Vi fik at vide, at de tilstræber sig, at tale engelsk med eleverne helt fra class 1, idet deres årlige eksaminer også foregår på engelsk. Dog foregik det meste af undervisningen i de små klasser på Swahili.
Personligt havde jeg glædet mig mest til mødet med de yngste elever, men det var faktisk mødet med de ældste, der blev suverænt og uforglemmeligt.
I den ældste klasse var alderen 14-18; der var altså jævnaldrenede iblandt, og de fleste var endda ældre end Sofie. Da vi blev introduceret for klassen, var vi lige så generte som eleverne. Læreren, Joseph, opfordrede os til at gå rundt og snakke lidt med eleverne, og lige pludselig tog det hele fart. Efter et par minutter var klassen fyldt af grin, smil og latter. Sjældent har jeg mødt folk med så god sans for humor! Jeg fik snakket med alle klassens elever; lige fra 14-årige Rose, der gerne ville være læge, fordi hun elskede biologi til Simon eller "Ronaldinho", der - overraskende nok - ville være kendt fodboldspiller.





Jeg synes, det er fantastisk at se, hvordan drømmene stadig er intakte til trods for, at de et eller andet sted godt ved, at Simon ikke bliver den nye Ronaldinho, og at Roses chancer for at blive læge er meget små. Samtidig synes jeg også, at det er ganske enkelt forfærdeligt, at chancerne for at Rose netop bliver læge, bliver hindret af et spørgsmål om penge. Mange af skolens elever kommer aldrig i secondary school (som svarer til overbygningen i det danske skolesystem) fordi det ligger langt væk fra landsbyen.
Bøgerne var gamle og slidte, og de havde som regel kun et par bøger til hvert fag som hele klassen deltes om. Det overraskede mig derfor, hvor godt deres engelsk var! Nogle gange får de kun to blyanter pr. klasse fra regeringen...
Skolelederen fortalte os, at selvom der som i de fleste landsbyer var tilfælde med AIDS, var det overhovedet ikke deres største problem. Deres største problem var uden tvivl ren og skær fattigdom.

Det var på en eller anden måde så sørgeligt at sige farvel. Som en perfekt afsked havde alle de yngste elever fået fri fra skole, så de kom løbende ud og til sidst stod omkring 50 små børn foran os, og de ville alle give os hånden. Så snart et håndtryk blev udvekslet, lyste de op og storsmilede. Det er den bedste følelse i verden, intet kan overgå den.
Et smil er virkelig den korteste afstand mellem to mennesker.

- Ditte

The Masai Village!

Jeg har nydt solen hele dagen, men jeg vil nu lige fortælle lidt om vores besøg hos masaierne!

Masaierne er én af de 42 stammer, der er her i Kenya.
Vores chauffør James kender til to landsbyer, der begge ligger i nærheden af nationalparken Tsavo East. Landsbyen ligger lige ud til den store, asfalterede vej - det er altså let tilgængeligt for turister; der er endda en parkeringsplads...

Vi ankom, og på parkeringspladsen blev vi omringet af masaier; mænd, der var malet røde i hovederne og med farverige klæder. Vi forhandlede en pris med dem, så vi kunne få landsbyen at se. I landsbyen så vi et typisk hus med et lille bålsted i den ene ende, og forældrenes seng (seng i denne sammenhæng betyder smalle træbjælker dækket af koskind) i den anden.
Da vi kom ud af huset var der et værre spektakel - mændene stod i en halvcirkel og var begyndt at synge/udstøde en masse lyde. Var jeg tilfældigt kommet forbi landsbyen for et par hundrede år siden, mens denne sang/dans/jamren stod på - havde jeg taget benene på nakken. Men, oplyst og sofistikeret som jeg nu engang skal forestille at være, blev jeg stående og overværede hele indslaget - det var ret spændende at se!
Pludselig begyndte de på skift at hoppe ind i midten - masaierne er jo kendt for at kunne hoppe højt; og dette ry levede de helt sikkert op til!
Kvinderne stod i mellemtiden og overværede dansen´ligesom os. Mange af dem så udmattede og trætte ud. Man er ikke i tvivl om, at de lever et barskt liv, og James havde inden da fortalt os, at de er meget fattige. Området er meget tørt, hvilket gør det svært for dem at opdrætte kvæg, som de lever af.
Et andet tegn, der bekræfter deres barske liv var høvdingen, som er den ældste mand i stammen. Han var kun 56.

Jeg spurgte vores "guide" (masaien, der fulgte os rundt), om vi måtte se skolen. Den havde tre lærere og fire klasser. Skolelæreren, vi snakkede med, kom udefra og var altså ikke masai. Dog stod det hurtigt klart, at skolen var lige så fattig som resten af landsbyen.
Desuden ville jeg gerne vide, hvorfor de var malet røde i hovederne - jeg havde forestillet mig, at det var en tradition eller noget ceremonielt - noget spændende, anderledes og interessant. Det var det ikke - det var hovedsagligt for turisternes skyld, forklarede guiden.

Landsbyen var nu engang ret kommerciel, og det er jo egentligt ikke så mærkeligt. Hvad der faktisk slog mig er, at overalt hvor vi færdedes i byen, blev vi bedt om penge. Det er virkeligt trist at tænke på, hvordan et ellers stolt folkefærd som masaierne nu engang er - med så lang en historie og så mange traditioner - nu er nødt til at tigge for at holde deres landsby kørende.
Det var derfor en ganske speciel oplevelse, men ikke helt på den måde jeg havde forventet.





- Ditte

SOS Children's Village i Mombasa!

Vi har tit kørt forbi The SOS Children's Village (eller SOS Børnebyen) her i Mombasa, og Sofie og jeg har længe gerne ville derind. For to dage siden besluttede vi os derfor for at tage derhen. Vi var meget i tvivl om, vi godt kunne komme ind, men vores fantastiske chauffør, James, snakkede lidt Swahili med vagten - og ind kom vi.
På hovedkontoret snakkede vi med en sekretær, der hentede hende, som var ansvarlig for forholdet mellem sponsor og barn. Af hensyn til børnenes privatliv måtte vi ingen billeder tage.
Som de fleste kenyanere var hun utrolig flink - og sjov! Hun viste os rundt i hele "byen" og fortalte os, hvordan det hele fungerede. Der er i øjeblikket 12 huse, hvor der i hvert hus bor én SOS-mor samt 10 SOS-børn i alderen 9 måneder til 15 år. De fungerer akkurat som familier og for at være ærlig, kunne man ikke mærke forskel; børnene elsker deres SOS-mor, som havde hun været deres biologiske mor.
Også søskendeforholdet mellem børnene er bemærkelsesværdigt; de ser efter hinanden som biologiske søskende ville have gjort; leger, pjatter og driller.
Når børnene er 15-18 år bliver de flyttet over i en anden afdeling, der hedder Youth Homes, hvor de stille og roligt lærer at klare dem selv.
De i gang med at renovere alle "Family Homes", og det ser meget lovende ud! Derudover er de ved at bygge endnu tre huse, så de kan tage endnu flere børn ind. Efter skyderierne i forbindelse med det kenyanske valg er mange børn desværre blevet forældreløse. Det virker absurd, at dét, der burde være demokratisk og føre til udvikling i et land, ender med, at børn bliver efterladt på gaden uden hverken en mor eller far...
Børnene i landsbyen har mange forskellige baggrunde; hvor nogles forældre er døde af AIDS, er andre blevet efterladt på gaden som helt små. Én ting har de dog tilfælles; de har alle en trist baggrund, men en lys fremtid!
Takket være sponsorere over hele verden har børnene nu en familie, får mad hver dag og får en uddannelse. Vi mødte en 18-årig dreng, James, der gik på universitet i Ghana. Han var forældreløs, men grundet Børnebyen har han en lovende fremtid foran sig.
Vi fik dog lov til at tage et par billeder af en 15-årig pige og hendes 9-måneder gamle SOS-bror. Pigen er lige startet på en international skole i Ghana, men var hjemme på ferie. Den lille dreng blev fundet på gaden i april. Han var ikke andet end skind og ben, men det ser man ingen spor af i dag!
Det var alt i alt en utrolig god oplevelse, mest af alt, fordi man nu kan lukke munden på alle de mennesker, der siger: "Pengene når jo alligevel ikke derned..."
JO! Pengene når herned. Problemet er nok nærmere, at du er nærig. De fleste i Danmark kan undvære 7 kroner om dagen, hvilket er alt, hvad det koster at sponsorere et barn i en af børnebyerne. For 7 kroner om dagen giver man et barn et nyt liv og håb for fremtiden! Hvis ikke man kan undvære det, så skulle man måske tænke over sin egen tilværelse en ekstra gang.

... Ditte

Mountainbiking!

Normalt forbinder man Kenya med safari og hvide sandstrande - og begge dele er også ganske fantastiske her. Nu skulle vi jo prøve noget nyt, og vi blev derfor enige om at leje nogle mountainbikes og køre rundt på en sti eller 'Nature Trail', så vi kunne få set den "varierede natur", som min far så smukt udtrykte det. Jeg skal dog være den første til at indrømme, at min far og Sofie var langt mere entusiastiske end undertegnede.

Der var stortset ikke et øje i parken, da vi ankom, så der var frit valg på alle hylder, da vi skulle vælge en cykel. Det vil sige; blandt de cykler, der altså virkede nogenlunde. Cykeludlejeren var rigtig flink og som de fleste lokale, ville han meget gerne snakke. Min far påstod, at han kendte cykeludlejeren, der hedder Jeremy, ganske godt - selvom han blev ved med at kalde ham for Jeremiah. Min far har aldrig været så god til det med navne...

Men af sted det gik, og Sofie tog straks føringen og susede af sted. Jeg syntes, at min cykel raslede lidt mere end den burde, og derfor tog jeg det stille og roligt. Det gik dog ikke meget bedre for Sofie end for Andy Schleck; efter 500 meter virkede hendes gear ikke. Min far ordnede det, og vi kørte videre, og jeg begyndte faktisk at synes ganske godt om mountainbiking. Det gjorde Sofie til gengæld ikke. Vi var ikke nået halvvejs, før hun med ét stoppede og udbrød: "Jeg kan ikke ånde!"
Hun klarede sig dog gennem turen med en del pitstops undervejs, selvom hun til tider så mere død end levende ud - om det er væskemangel eller dårlig kondi, det skal jeg ikke kunne sige.
Hun var dog hurtigt ovenpå igen, og vi fik os et grin, da vi i bilen hørte Jason Derulo med "Ridin' Solo", og far så kigger over på Sofie og ganske seriøst spørger: "Er det ikke Rihanna?"


... Ditte

Mombasa's got talent!

Efter at have tilbragt 4 timer i tog til Kastrup Lufthavn og 1½ time i flyet til Frankfurt, kunne vi se frem til yderligere 4 timers ventetid i Frankfurt Lufthavn. Normalt elsker jeg lufthavne; der er så mange forskellige mennesker, og så er der jo tax-free chokolade - men Frankfurt er og bliver en undtagelse. Uden at lyde som en halvvissen, småborgerlig førtidspensionist, vil jeg vove at kalde den lufthavn virkelig kedelig, eller som Sofie (min søster) udtrykte det: "Frankfurt Lufthavn sutter jo for vildt!"
Efter en halv pose Maltesers og et par afsnit af 'Sex and the City' så tingene dog lysere ud, og vi begyndte vores 8 timers lange rejse fra Frankfurt til Mombasa - the final destination!
Det er utroligt, at man kan komme fra én kultur til en fuldstændig anden på kun 8 timer. 8 timer kan lyde af en del, når man er lukket inde i et fly, men så alligevel... Man stiger på flyet i et land, hvis kultur er afmålt, kontrolleret og halvhysterisk, og stiger ud af flyet - med ankler, der kunne forveksles med træstammer grundet den lange tur - og møder en helt anden kultur, som ganske vist er fattig rent materielt, men rig på stolthed og glæde.
Vores far tog imod os i lufthavnen og på vores vej til hans lejlighed, fik jeg øje på et skilt: "MOMBASA GOT TALENT", hvilket højst sandsynligt skulle betyde "Mombasa har talent", idet det var et liveshow i Mombasa baseret på det britiske program: "Britain's Got Talent". Okay, ved et hurtigt blik kan vi godt blive enige om, at det i hvert fald ikke er inden for den engelske grammatik, Mombasas indbyggere kan prale af deres talenter, og umiddelbart kan skiltet virke ret morsomt. Men efter at have tilbragt en enkelt dag med disse mennesker, tænker jeg dog over skiltets eksklamation en ekstra gang.
I gadebilledet ser man konstant små børn hjælpe og kigge efter deres endnu yngre søskende, og forældre slide og slæbe for at få de nødvendige penge til majsmel og olie, som familien forsørges af. Det er, hvad vi vil kalde et hårdt liv - og der er ingen alternativer. Alligevel er der ingen sure miner og ingen misundelse overhovedet, selvom de ved, at turisterne/musungu'erne i Kenya (musungu betyder 'hvid mand' på swahili) har mange flere penge, end de fleste kenyanere nogensinde vil få.
Det sumrer tværtimod af store tandpastasmil og begejstring over for den nære familie såvel som over for fremmede og musungu'er. Der vinkes, der smiles, der danses - der er glæde.
Jeg siger ikke, at de fattige kenyanere er tilfredse med deres situation, men jeg prøver at komme frem til, at den engelske grammatik måske er knap så vigtig, og måske er talent ikke nødvendigvis målt i ens sangstemme, evner inden for fodbold eller karakterer i skolen. Måske er talenter derimod noget helt andet; at kunne se det lyse i en ellers sort tilværelse og at kunne stå sammen - det er virkelige talenter. Det er dét, der tæller. Så ja, Mombasa's got talent!