Nu sidder jeg igen i Danmark. De sidste dage i Mombasa var ret hektiske, og der var lige pludseligt tusinder af ting, der skulle ordnes.
Dog tænker jeg hele tiden tilbage på den bedste oplevelse; besøget til "Miasenyi Primary School" i Voi.
Sofie og jeg havde hele tiden gerne villet se en "rigtig" landsbyskole; og ikke en af skolerne i Mombasa. Så da vi var ude at køre i nærheden af Voi, svingede James pludselig ind.
Vi kørte ad en jordvej op til skolen, og man havde på fornemmelsen, at det var lang tid siden, at nogen bil havde kørt her. Vi fik ret. Så snart vi kørte ind på skolens grund, stimledede eleverne sig sammen i alle døråbninger og vindueskarme (hvilket egentligt bare var åbninger i muren, for der var ingen vinduer eller vindueskarme i) for at se, hvem de besøgende var.
En lærer kom straks hen til os og bød os hjerteligt velkommen. Vi blev ført til skolens kontor, hvor vi snakkede med skolelederen, Phanuel Mwalwala - en utrolig flink mand.
Vi fik lov til at se skolens yngste klasse, class 1, og skolens ældste, class 8.
De små var meget generte, og hvor nogle af dem var lidt utrygge ved hele situationen, vinkede andre. Vi fik at vide, at de tilstræber sig, at tale engelsk med eleverne helt fra class 1, idet deres årlige eksaminer også foregår på engelsk. Dog foregik det meste af undervisningen i de små klasser på Swahili.
Personligt havde jeg glædet mig mest til mødet med de yngste elever, men det var faktisk mødet med de ældste, der blev suverænt og uforglemmeligt.
I den ældste klasse var alderen 14-18; der var altså jævnaldrenede iblandt, og de fleste var endda ældre end Sofie. Da vi blev introduceret for klassen, var vi lige så generte som eleverne. Læreren, Joseph, opfordrede os til at gå rundt og snakke lidt med eleverne, og lige pludselig tog det hele fart. Efter et par minutter var klassen fyldt af grin, smil og latter. Sjældent har jeg mødt folk med så god sans for humor! Jeg fik snakket med alle klassens elever; lige fra 14-årige Rose, der gerne ville være læge, fordi hun elskede biologi til Simon eller "Ronaldinho", der - overraskende nok - ville være kendt fodboldspiller.
Jeg synes, det er fantastisk at se, hvordan drømmene stadig er intakte til trods for, at de et eller andet sted godt ved, at Simon ikke bliver den nye Ronaldinho, og at Roses chancer for at blive læge er meget små. Samtidig synes jeg også, at det er ganske enkelt forfærdeligt, at chancerne for at Rose netop bliver læge, bliver hindret af et spørgsmål om penge. Mange af skolens elever kommer aldrig i secondary school (som svarer til overbygningen i det danske skolesystem) fordi det ligger langt væk fra landsbyen.
Bøgerne var gamle og slidte, og de havde som regel kun et par bøger til hvert fag som hele klassen deltes om. Det overraskede mig derfor, hvor godt deres engelsk var! Nogle gange får de kun to blyanter pr. klasse fra regeringen...
Skolelederen fortalte os, at selvom der som i de fleste landsbyer var tilfælde med AIDS, var det overhovedet ikke deres største problem. Deres største problem var uden tvivl ren og skær fattigdom.
Det var på en eller anden måde så sørgeligt at sige farvel. Som en perfekt afsked havde alle de yngste elever fået fri fra skole, så de kom løbende ud og til sidst stod omkring 50 små børn foran os, og de ville alle give os hånden. Så snart et håndtryk blev udvekslet, lyste de op og storsmilede. Det er den bedste følelse i verden, intet kan overgå den.
Et smil er virkelig den korteste afstand mellem to mennesker.
- Ditte
