lørdag den 24. juli 2010

The Masai Village!




Jeg har nydt solen hele dagen, men jeg vil nu lige fortælle lidt om vores besøg hos masaierne!

Masaierne er én af de 42 stammer, der er her i Kenya.
Vores chauffør James kender til to landsbyer, der begge ligger i nærheden af nationalparken Tsavo East. Landsbyen ligger lige ud til den store, asfalterede vej - det er altså let tilgængeligt for turister; der er endda en parkeringsplads...

Vi ankom, og på parkeringspladsen blev vi omringet af masaier; mænd, der var malet røde i hovederne og med farverige klæder. Vi forhandlede en pris med dem, så vi kunne få landsbyen at se. I landsbyen så vi et typisk hus med et lille bålsted i den ene ende, og forældrenes seng (seng i denne sammenhæng betyder smalle træbjælker dækket af koskind) i den anden.
Da vi kom ud af huset var der et værre spektakel - mændene stod i en halvcirkel og var begyndt at synge/udstøde en masse lyde. Var jeg tilfældigt kommet forbi landsbyen for et par hundrede år siden, mens denne sang/dans/jamren stod på - havde jeg taget benene på nakken. Men, oplyst og sofistikeret som jeg nu engang skal forestille at være, blev jeg stående og overværede hele indslaget - det var ret spændende at se!
Pludselig begyndte de på skift at hoppe ind i midten - masaierne er jo kendt for at kunne hoppe højt; og dette ry levede de helt sikkert op til!
Kvinderne stod i mellemtiden og overværede dansen´ligesom os. Mange af dem så udmattede og trætte ud. Man er ikke i tvivl om, at de lever et barskt liv, og James havde inden da fortalt os, at de er meget fattige. Området er meget tørt, hvilket gør det svært for dem at opdrætte kvæg, som de lever af.
Et andet tegn, der bekræfter deres barske liv var høvdingen, som er den ældste mand i stammen. Han var kun 56.

Jeg spurgte vores "guide" (masaien, der fulgte os rundt), om vi måtte se skolen. Den havde tre lærere og fire klasser. Skolelæreren, vi snakkede med, kom udefra og var altså ikke masai. Dog stod det hurtigt klart, at skolen var lige så fattig som resten af landsbyen.
Desuden ville jeg gerne vide, hvorfor de var malet røde i hovederne - jeg havde forestillet mig, at det var en tradition eller noget ceremonielt - noget spændende, anderledes og interessant. Det var det ikke - det var hovedsagligt for turisternes skyld, forklarede guiden.

Landsbyen var nu engang ret kommerciel, og det er jo egentligt ikke så mærkeligt. Hvad der faktisk slog mig er, at overalt hvor vi færdedes i byen, blev vi bedt om penge. Det er virkeligt trist at tænke på, hvordan et ellers stolt folkefærd som masaierne nu engang er - med så lang en historie og så mange traditioner - nu er nødt til at tigge for at holde deres landsby kørende.
Det var derfor en ganske speciel oplevelse, men ikke helt på den måde jeg havde forventet.





- Ditte

2 kommentarer:

  1. Hej Ditte

    Rart at læse, at I får oplevet en masse i Mombasa og omegn. Ja, det er lidt sørgeligt, at Masaierne er nød til at tjene til livets ophold på denne måde - gud ved hvad vi ville have gjort i deres situation?
    Jeg håber I får oplevet en masse mere i den kommende uge.
    Hils din søster og din far.

    Kh Peter K.

    SvarSlet
  2. Nice blog Ditte...am mig, at de havde en vidunderlig tid i Kenya. Man vil både velkommen til at se endnu mere at Kenya kan tilbyde. De gonna forelske sig i landet ... velkommen til Nairobi næste gang.
    Sagt,
    Nairobi, Kenya

    SvarSlet